Der er krav om, at virksomheder med ansatte gennemfører en vurdering af deres arbejdsmiljø min. hvert 3. år.
De ansatte skal skriftligt vurdere deres fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Derefter skal der udarbejdes en handlingsplan, så ledelsen og de ansatte har en aftale om, hvordan og hvornår eventuelle arbejdsmiljøproblemer skal løses.
Der er stor metodefrihed ift. hvordan en APV skal udføres. Arbejdstilsynet og mange faglige organisationer har udarbejdet tjekskema til opgaven og til forskellige fag. Det kan anbefales at anvende disse kendte løsninger, da det sikrer jer, at I får stillet de rigtige spørgsmål.
Det anbefales, at de ansatte får udleveret et tjekskema, som de så har noget tid til at besvare. Tal om – evt. i arbejdsmiljøgruppen – om besvarelserne skal være anonyme. Der kan være fordele ved at besvarelserne har navn på, da det kan være både gavnligt og nødvendigt at kunne få uddybet besvarelsen, for at opnå den bedste løsning. Modsat kan det måske give nogle mere ærlige besvarelser, hvis tjekskemaerne afleveres anonymt.
Når medarbejderne har besvaret spørgsmålene og afleveret tjekskemaerne, er det virksomhedens opgave – sammen med virksomhedens arbejdsmiljøorganisation – at udarbejde en handlingsplan.
Handlingsplanen er en ”aftale” om, hvilke arbejdsmiljøproblemer der skal løses, hvordan de skal løses, hvem der er ansvarlig for at det iværksættes, og hvornår det skal være løst. Handlingsplanen underskrives af ledelse og en medarbejderrepræsentant – husk at sætte dato på.
Handlingsplanen skal være tilgængelig for medarbejderne og Arbejdstilsynet.
MELAU – Arbejdsmiljø ApS kan hjælpe din virksomhed med at udarbejde arbejdspladsvurderingen.
En kemisk risikovurdering er en samlet risikovurdering af arbejdsforholdene for medarbejdere, der arbejder med farlige stoffer og materialer. Den skal bl.a. tage højde for, hvilke farlige stoffer og materialer der bliver brugt og dannet ved forskellige arbejdsprocesser, hvordan medarbejderne kan blive udsat for dem (gennem indånding, hudkontakt, mm.), og hvilke sundheds- og sikkerhedsrisici der er ved at bruge kemikalierne.
Mange problemer i arbejdet med den farlige kemi skyldes, at de medarbejdere, der arbejder med stofferne, ikke er tilstrækkeligt oplært eller instrueret. Arbejdspladsen skal derfor tage udgangspunkt i den kemiske risikovurdering, når ansatte skal oplæres og instrueres i arbejde med farlig kemi, og arbejdsgiveren skal føre tilsyn med arbejdet.
MELAU – Arbejdsmiljø ApS kan hjælpe din virksomhed med at udarbejde en kemisk risikovurdering.
Arbejdsgiveren har ansvaret for, at det arbejde, der udføres, foregår i overensstemmelse med arbejdsmiljøloven.
I alle virksomheder med 10 eller flere ansatte skal samarbejdet om arbejdsmiljø foregå i en arbejdsmiljøorganisation (herefter AMO). AMO er en intern organisering af arbejdsmiljøsamarbejdet. Nøglepersonerne er arbejdsgiveren eller dennes repræsentant, valgte arbejdsmiljørepræsentanter og udpegede arbejdsledere.
I virksomheder med op til 9 ansatte, er der ikke krav om at danne en AMO. Arbejdsmiljøarbejdet skal dog systematiseres, og arbejdsgiveren skal sikre, at medarbejderne har mulighed for at komme med forslag til arbejdsmiljøet. Derudover skal arbejdsgiveren sikre, at medarbejderne får de oplysninger som har relevans for arbejdsmiljøet.
I alle virksomheder er der krav om, at der gennemføres en årlig arbejdsmiljødrøftelse.
MELAU – Arbejdsmiljø ApS kan hjælpe jer med arbejdsmiljøarbejdet – enten som igangsætter, tovholder eller rådgiver.
På byggepladser er der i nogle tilfælde andre arbejdsmiljøregler, end der er på faste arbejdssteder. Det kan dels være kravet om organisering, velfærdsforanstaltninger osv.
Mange af de alvorlige ulykker – herunder dødsulykker – sker på byggepladser. Det er derfor vigtigt at have et særligt fokus på arbejdsmiljøet og sikkerheden.
Det er vigtigt at sikre sig, at stilladser er opstillet forsvarligt, at kemiske produkter anvendes korrekt, at der er ordentlig belysning, at medarbejderne er instrueret, og at der er tid nok til at udføre opgaven, så man ikke vælger at gå på kompromis med sikkerheden.
Ved mange byggesager skal bygherre udpege en arbejdsmiljøkoordinator. Det er aktuelt, når to eller flere virksomheder skal arbejde samtidig på en byggesag. Byggesager opdeles i små, mellemstore og store byggesager.
Små byggesager defineres som byggesager, hvor der beskæftiges færre end fem personer samtidig. Her skal arbejdsmiljøkoordineringen foretages af en person, der har sagkyndig viden om bygge- og anlægsområdet og kendskab til byggeriets aktører.
Mellemstore byggesager defineres som byggesager, hvor der beskæftiges fem-10 personer samtidig.
Her skal arbejdsmiljøkoordineringen foretages af en person, der – udover det der gælder for små byggesager – ligeledes har den fornødne viden om sikkerheds- og sundhedsmæssige spørgsmål inden for bygge- og anlægsområdet.
Store byggesager defineres som byggesager, hvor der beskæftiges mere end 10 personer samtidig.
Her skal arbejdsmiljøkoordineringen foretages af en person, der – udover kravene til små- og mellemstore byggesager – ydermere har praktisk erfaring i ledelse af bygge- og anlægsarbejde samt har gennemført en arbejdsmiljøuddannelse for koordinatorer af sikkerheds- og sundhedsarbejdet inden for bygge- og anlægsområdet.
Arbejdsmiljøkoordineringen skal allerede igangsættes i projekteringsfasen, hvor der igangsættes en ”plan for sikkerhed og sundhed” (PSS). Inden byggefasen går i gang, skal der ske en overlevering af denne PSS, og den ajourføres med oversigtsplan over byggepladsens indretning, organisationsoversigt, beredskabsplan etc.
I byggefasen skal der, for de store byggesagers vedkommende, afholdes sikkerhedsmøder og runderinger min. hver 14. dag. Derudover skal der afholdes opstartsmøde med de virksomheder, der skal arbejde på byggesagen, så de er orienteret om arbejdsmiljøarbejdet på pladsen.
MELAU – Arbejdsmiljø er vant til at færdes på byggepladser og har stor erfaring i at spotte og identificere risiko for ulykker. Samtidig har vi en stor viden omkring løsning af diverse arbejdsmiljøudfordringer på byggepladser. Vi har udført mange opgaver som arbejdsmiljøkoordinator i byggefasen.