Virksomheder har pligt til at udarbejde en skriftlig rygepolitik, hvor det oplyses, hvor man må ryge, og hvad virksomheden vil gøre, hvis reglerne ikke bliver overholdt.
Hvis en medarbejder kommer til skade ifm. arbejdet og har en fraværsdag udover tilskadekomstdagen, så er virksomheden forpligtet til at anmelde arbejdsulykken til Arbejdstilsynet.
Anmeldelsen skal ske senest ni dage efter første fraværsdag. Ulykken anmeldes på EASY på virk.dk.
Inden bygherren sætter arbejdet i gang, skal byggepladsen anmeldes til Arbejdstilsynet. Det gælder i de tilfælde, hvor arbejdet forventes at vare mere end 30 arbejdsdage med mindst 20 ansatte, eller når arbejdsmængden forventes at overstige 500 mandedage. Byggepladsen anmeldes på Arbejdstilsynets hjemmeside: https://at.dk/selvbetjening/.
Indretning på arbejdspladserne, så risikoen for smitte med corona mindskes, ændrer sig hele tiden.
Adfærd med god afstand, god håndhygiejne etc. gælder stadig. Hold evt. forskudte pauser, fjern stole, så medarbejderne ikke fristes til at sidde for mange sammen, osv.
Læs mere på Arbejdstilsynets hjemmeside, hvor der hele tiden opdateres i forhold til sidste nye retningslinjer.